mandag den 16. april 2018

Bogbloggerevent 2018

Realisme i YA-Litteratur

Lørdag d. 14. april 2018 afholdte jeg, i samarbejde med CarlsenPuls et bog-bloggeevent. Det første, jeg nogensinde har planlagt. Men ikke nødvendigvis det sidste! Det var nemlig en helt fantastisk dag, og jeg tror ikke, jeg på skrift kan gengive det præcist nok - men jeg vil alligevel forsøge.

Aftenen før var jeg nervøs. Jeg måtte beroliges mange gange af Luna - for jeg var sikker på, det hele ville gå galt, ikke ville fungere, og at alle katastrofer, der kunne ramme, ville ramme. Men lørdag morgen var jeg mere klar i hovedet. Og da Mark Liebst (der er forfatter og anmelder) kom for at give et lift var jeg så klar. Vi ankom i god tid og jeg fik pakket goodiebags, handlet snacks og dækket op. Med god hjælp fra Mark, hans kæreste og Nikoline og Thea fra Carlsen. Da klokken nærmede sig 13 gik vi ned i receptionen - og der stod allerede en masse glade bloggere udenfor og ventede. Faktisk var alle der til tiden, hvilket de skal have stor ros for. Jeg havde nemlig lagt et meget stramt program - næsten for stramt.



Jeg fik fumlende præsenteret eventet. Alt det, jeg havde planlagt at sige, nåede ikke fra hjernen og ud gennem munden. For jeg HAVDE planlagt en fin velkomsttale. Men jeg var mere nervøs, end jeg havde regnet med. Så det blev en kort og præcis velkomst. Heldigvis var det jo ikke mig, der skulle sige så meget. Men derimod alle dem, der holdt oplæg.



De første to var Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. De fortalte om deres forfatterskab og det, at skrive realistisk YA. For hvad er realisme egentligt, og skal man være 100% tro mod virkeligheden, eller kan man bryde grænserne lidt, og stadig kalde det realisme? De fortalte om deres research-processer og det var vældig interessant at høre om deres forskellige tilgange til det at skrive. Især nu hvor de har udgivet en fælles novellesamling og arbejder på endnu en fælles roman. De var livlige, svarede på spørgsmål, fortalte løs - og jeg måtte desværre afbryde dem, for at holde tidsplanen.



Herefter var det redaktør Nanna Nørh fra Rosinante & Co. der fortalte. Hun er faktisk redaktør for både Camilla og Caroline, så der var masser fælles referencer. Nanna fortalte om sit arbejde med at antage manuskripter, hvordan de bearbejdes og udvælges. Hvad er det, der gør, at manuskriptet antages? Tror hun på konceptet, på fortællingen, på personerne? Er tonen realistisk? Hvordan går man til læsningen? Nanna var en livlig fortæller, og et kort minut overvejede jeg, om jeg skulle have været redaktør fremfor sygeplejerske - for det lød som et så interessant arbejde.

Desuden blev jeg så glad for at høre, hvordan de giver afslag til unge, der har sendt noget ind. De giver altid et personligt afslag, for de vil ikke ødelægge forfatterdrømmen. Meget sympatisk og vigtigt!

I pausen blev der snakket, grint, signeret bøger og taget billeder. Jeg nåede at få hældt kaffe op og fundet et par stykker chokolade. Jeg ville ønske, der i programmet havde været tid til, jeg kunne gå rundt og snakke med hver enkelt deltager - men det var der desværre ikke tid til. Næste gang må jeg sætte flere timer af!

Efter pausen var det forfatter Ditte Wiese og redaktionschef Kaya Hoff fra Forlaget Carlsen der skulle på. Med et emne, jeg virkelig havde glædet mig til. Nemlig om YA-litteratur kan blive for råt.
Svaret kom i første sætning: Nej! Det kanikke blive for råt. Men det betyder ikke, at YA-litteratur skal være rå og voldsomt, blot for at være det. Der skal være en mening med det. Det gør ikke noget, litteratur gør ondt. Men som en blogger påpegede, kan det være svært at sælge litteratur til forældre og voksne, hvis det er råt, brutalt, smertefuldt. For livet kan være sådan - og der skal ikke lægges fingre i mellem. Ditte fortalte, at når hun skriver er hun ikke mor eller fordømmende voksen. Hun er stemmen, til den hun skriver om. Hun var Idas stemme i Provinspis. Det var en god samtale mellem de to og og deltagerne. Virkelig interessant.

Til sidst sluttede forlagschef Christian Bach af med at fortælle om kommende udgivelser hos Carlsen Puls. Jeg vil ikke skrive dem alle ned - men I kan godt glæde jer. Der kommer mere fra både Becky Albertalli og Adam Silvera. Desuden glæder jeg mig til en række billederomaner fra danske forfattere.


Til slut fik de bloggere, der havde lyst, en rundvisning på forlaget. Imens ryddede jeg lidt op, pakkede mine ting sammen og mærkede glæden. Glæden ved et vellykket arrangement, glade bloggere, søde forfattere og redaktører, gode sponsorer. Så tak. Af hjertet tak. Fordi I gad sponsorere eventet, komme til eventet, holde oplæg til eventet. Det var et halvt års arbejde værd, det var fantastisk!



Goddiebags og konkurrencepræmier var sponsoreret af
Gads ForlagTante TeCoolstuffForlaget BrændpunktForlaget CoboltHøst og Søn
Arnold BusckPeople's Press

Bloggernes indlæg om dagen
Bibliotekattens Bøger
Rikke Reads - youtube vlog

torsdag den 5. april 2018

En ud af hundrede


Af: Anne Cathrine Bomann
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Sideantal: 254
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Da forfatteren spurgte, om jeg ville anmelde denne bog, kom jeg i tvivl. Ikke fordi jeg ikke ville læse den, eller fordi jeg tænkte, den ikke ville være interessant. Jeg kom i tvivl, fordi det er en fagbog. Og jeg er ikke sikker på, hvordan man helt præcist anmelder den slags bøger. Men jeg sagde ja alligevel. Bogen er selvfølgelig anmeldt under præmissen at jeg "bare" er blogger - og ikke før har anmeldt fagbøger.

En ud af hundrede er en bog om unge og skizofreni. Den er skrevet til dem der arbejder med unge, det være sig indenfor alle mulige fag, men som ikke nødvendigvis ved, hvordan man opdager en så svær psykisk lidelse om skizofreni. Den kan også læses af dem, der ønsker at vide mere om skizofreni, fordi de arbejder med unge, der allerede er diagnosticeret.
"Forskning viser, at en tredjedel af unge med psykose først kommer i behandling 2-3 år efter, lidelsen debuterer. Ydermere dropper mange ud af behandlingen det første år. Det understreger behovet for mere oplysning om, hvordan sygdomme identificeres, ligesom det kalder på på en fælles indsats fra sundhedsvæsenet, de pårørende og kommunerne." (Citat side 9, forord af Erik Simonsen, forskningschef i psykiatrien, Region Sjælland)
Citatet ovenfor har jeg taget med for at illustrere, hvor vigtig sådan en bog, som denne er. Til daglig arbejder jeg på en lukket, psykiatrisk afdeling og jeg møder både patienter der har været diagnosticeret i mange år, og patienter meden debuterende psykose eller skizofreni. Jeg møder dem, der er nede og ramme bunden. Dem, der har forsøgt at få hjælp, men som ikke er blevet mødt på den måde, de havde brug for - og som derfor har gået i flere år uden den rette hjælp. Det er frustrerende for mig som sygeplejerske at møde nogen, der er nået at blive så syge. Men det er endnu mere frustrerende og forfærdeligt for patienten. Derfor er jeg glad for, Anne Cathrine Bomann har skrevet denne bog.

Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog hvor fagudtryk forklares, hvis de ikke giver sig selv. Den er inddelt i kapitler i en god rækkefølge, så det hele giver god mening og holder den røde tråd. Desuden er der cases til at illustrere det, der forklares undervejs. Den begynder med et historisk overblik og en forklaring af diagnosen så læseren er med på, hvad skizofreni egentligt er. Derefter følger en række kapitler om hvem der rammes, forskellige symptomer, og følgesygdomme.

Og så kommer det, jeg finder mest interessant. Nemlig kapitlerne om den svære samtale med den unge, behandling - og ikke mindst livet på trods af diagnosen. Fordi jeg netop arbejder med de unge (og ældre), når de ER indlagt, er det disse kapitler jeg virkelig kan bruge til noget. De fyldte mine vidensdepoter godt op, og jeg har siden tænkt tilbage på disse kapitler, når jeg har snakket med (især) førstegangsindlagte unge, der har pyskotiske symptomer. Desuden kan meget af det også bruges til andre diagnoser.

Det er en bog, jeg vil anbefale til mine kollegaer. Men mest af alt til mine samarbejdspartnere - som fx medarbejdere i jobcenteret og ansatte på væresteder. Og jeg vil endda anbefale den til dig, der ikke arbejder med noget, der minder om dette - men som er interesseret i sygdommen. Bogen er også forståelig for dig, selvom du ikke har nogen relevant uddannelse, men blot en interesse i emnet.

Velskrevet, letlæselig uden at være kliché. Det var de ord, der først faldt mig ind, da jeg var færdig med bogen. Tak, Anne Cathrine, for at skrive den og sætte fokus på et så vigtigt emne.

Jeg vælger ikke at give bogen stjerner, da jeg personligt ikke synes, det passer til denne slags bog.

Bonusinfo: En gang troede en psykiater, at jeg måske var psykotisk. Det var dog symptomer der fulgte med en svær depression.

onsdag den 14. marts 2018

Fuglemanden


Af: Sarah Engell og Lilian Brøgger
Forlag: Carlsen
Sideantal: 109
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Fuglemanden er fortællingen om Barbara, hvis verden pludselig ændrer sig. Eller også kom det mere snigende. Det er svært for hende at finde hoved og hale i det hele. Men noget er ikke, som det skal være. Ting lugter ondt, fuglene er efter hende og hendes forældre elsker hende noget ikke rigtigt.
"Da først følelsen var kommet ind i mig, kunne den ikke komme ud igen. Måske er det det, fuglene bliver tiltrukket af? Måske kan de mærke min uro på samme måde, som de kan, når der er et uvejr på vej?" (citat side 18).
Barbara begynder at tvivle på alle omkring sig - men mest af alt på sig selv. Verden er forskruet og der er ikke længere en grænse mellem virkelighed og fantasi. Ingen vil hende det godt - på nær Fuglemanden. Han ønsker at hjælpe hende - men det kræver, at hun følger hans hårde krav, der bliver mere og mere umulige.

Fuglemanden er en grafisk roman. Den er skrevet af Sarah Engell og illustreret af Lilian Brøgger. Det er en historie om en piges vrangforestillinger og hallucinationer og hvordan det fuldstændig overtager hendes liv. Og det er en virkelig velillustreret fortælling. Både de reelle illustrationer er flotte og sætter billeder på de ord, Sarah skriver. Men bogen illustrerer også skizofreni ganske på en ganske troværdi måde.

Som mange efterhånden ved, arbejder jeg til daglig på en lukket, psykiatrisk afdeling. Størstedelen af patienterne der lider af en eller anden form for skizofreni. Nogle har lidt i mange år, andre har deres første indlæggelse og fremstår med en debuterende (og endnu udiagnosticeret) skizofreni. Og med Fuglemanden rammes der plet på lige netop dette punkt. Den sociale tilbagetrækning, de paranoide forestillinger, hallucinationerne - det er alt sammen noget, jeg har set. Det er velbeskrevet og kunne ligeså godt være noget, en patient havde fortalt mig om på arbejdet! Bogen er derfor et rigtig godt udgangspunkt til at få talt om disse ting. Om psykisk sygdom hos unge. Om hvordan det påvirker den unge - og den unges venner, familie og omgivelser. Det er en bog, jeg synes, der fortjener at blive brugt i folskeskolerne som undervisningsmateriale!

Det er ingen hemmelighed, at jeg altid har været glad for Sarah Engells værker - og jeg er kun endnu gladere nu. Jeg ser gerne flere af denne slags grafiske romaner fra hendes hånd - gerne med Lilian Brøgger som illustrator. Stregen og fortællingen passer godt sammen og skaber en god helhed. Bogen er hurtigt læst, selvom emnet er ganske tungt. Men det gør netop, at det ikke bliver for hård læsning. Billederne beskriver så fint det, der ikke kan sættes ord på hos mange, der døjer med den slags til hverdag. For hvordan beskriver man, at der lugter ondt? At en fuglemand kan have magt over dig? Det kan man ikke rigtigt, vel? Ikke destomindre føler jeg, at det er det, der sker i denne fine fortælling! Bogen kunne have inddraget mere af Barbaras behandling for at give et billede af, hvordan man lære at leve med skizofreni. Men dette havde nok gjort den for tung at læse. Derfor synes jeg ikke, det trækker ned, at dette ikke er mere med i fortællingen.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg har en gang hørt stemmer. Ikke fordi jeg led af skizofreni, men fordi jeg var så svært deprimeret, at mine egne tanker føltes som stemmer i mit hoved!

lørdag den 10. marts 2018

Forbandelsen over Laitana #1; Den magiske sten



Af: Sissel Moody
Forlag: Forlaget Solvind
Sideantal: 466
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.

Den magiske sten er første bind i en fantasytrilogi om det magiske land Laitana. I fortællingen følger vi Linea, der lever et ganske trist liv. Hun føler sig ensom, bliver mobbet og bor med en familie, der slet ikke synes at opdage dette. Hun tror også på magiske væsner, selvom hun aldrig mødt nogen. En tro hun holder for sig selv - men som viser sig at bringe hende til netop Laitana. Landet har brug for Lineas hjælp - hun viser sig faktisk at være deres kommende frelser.
"[...]Jeg kiggede ned på mine hænder, som jeg havde i skødet. Luranys historie kørte rundt i hovedet på mig. Der var heksen Exma, hendes forbandelse og en sten på et bjerg. Der er kun mig, der kan røre stenen. Det er kun mig, der kan bryde forbandelsen." (citat side 86).
Linea vil gerne hjælpe Laitana - og tager med den spøjse Lurany til landet. Her møder hun flere oprører, der skal hjælpe hende på hendes vej til at finde den magiske sten, der kan bryde forbandelsen over landet. Undervejs lærer Linea mere og mere om landets historie, dets beboere og hvem der er med og mod hende. Hun får også venner, hvilket er en helt ukendt fornemmelse for hende. Der er mange forhindringer på venners rejse gennem landet, for heksen Exma ønsker ikke at se Laitana befriet for den forbandelse hun har lagt. Derfor forsøger hun at spolere rejsen og få ram på Linea før hun når stenen.

Forbandelsen over Laitana lægger op til en lang fantasyrejse som bestemt bliver spændende at følge. Jeg synes, der er en god historie at fortælle. Elementerne er velkende. Mennesker, magiske væsner og en ond heks. Der er venskab og kærlighed og bestemt også noget at miste. Alle ingredienserne til en spændende fortælling. Alligevel er jeg ikke fuldstændig begejstret.

Det er forfatterens debutroman - og det kan man godt mærke. Sproget er ikke helt flydende, og bogen mangler en ekstra korrekturgennemgang. Der er en del stavefejl - og rigtig mange kommafejl hele vejen igennem, hvilket er noget jeg lægger mærke til. Jeg får lyst til at fortælle forfatteren af hun skal "show it, don't tell it" noget mere. Der er rigtig mange unødvendige forklaringer, jeg som læser godt kunne finde frem til, uden at de blev nævnt. Alt dette "fortælleri" gør bogen længere, end jeg egentligt synes, den behøver være. 466 sider er ganske meget når jeg tænker på, der kommer endnu to bøger i serien - det kunne måske afskrække en læser eller to.

Derudover synes jeg ikke hovedpersonen er troværdig som karakter. Hun er i bogen 17 år, men for mig fremstår hun alt for umoden til den alder. Hun minder mig mere om en 12-14 årig. Jeg kan ikke helt sætte en finger på, eller komme med helt klare eksempler på, hvad det er, der får hende til at fremstå sådan. Men hun virker simpelthen for barnlig. Derudover blev jeg vældig irriteret over den inkonsekvente måde hvorpå hun kalder sine forældre mor/far og ved navn. Det skifter gennem al den tid hun er i den virkelige verden og der synes ikke at være nogen årsag til dette. For mig skal hun enten kalde dem ved navn (og så må der gerne være en forklaring herpå) eller kalde dem mor og far.
Det skal dog siges, at jeg synes Linea fremstår mere troværdig i den sidste halvdel af bogen.

Selvom jeg ikke er fuldkommen begejstret, vil jeg dog gerne læse de næste bøger i rækken - for jeg vil jo gerne vide, hvordan det hele ender. Når jeg gerne vil det, har forfatteren trods alt formået at gøre mig interesseret - den ros skal hun have!

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg ville have læst bogen en del før jeg gjorde, men den var blevet efterladt i den gamle lejlighed ved et uheld!

søndag den 21. januar 2018

De Tre Tyste - bog 1 og 2


Af: Synne Kristine Eriksen
Forlag: Turbine
Sideantal Beskyteren: 307
Sideanatal Elaras Trøst: 328
Originalsprog: Dansk

Begge bøger er anmeldereksemplarer fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Dette er en anmeldelse af de to første bind i trilogien "De tre tyste." Der kan derfor forekomme spoilere, hvis du endnu ikke har læst dem. Denne anmeldelse bliver også lidt længere en vanligt, da der er tale om to bøger.

De tre tyste er en fantasy-trilogi, der følger forskellige personer, der alle har missioner, der skal løses. Menneskedrengen Sigurd vil gerne finde sin søster, der er blevet bortført af ørne. Klokkemageren Myrhat er på jagt efter den klokke, der beskytter hendes folk. En anden klokkemager, Humle, er på en mission for at skabe fred med Skyggerne. Alt imens Skoven forandre sig og fyldes af mærke kræfter.
[...] "Jeg mener, at der tydeligvis er sket et eller andet med Svandhild, som vores unge ven her har brug for at bortforklare. Måske er hun faldet i en sø, og han har ikke haft modet eller evnerne til at hente hende op. Hvad ved jeg. Men vi kan vidst hurtigt blive enige om, at hun ikke er blevet taget af kæmpestore dræberørne. Jeg er faktisk overrasket over, at du køber den historie, Aud." (Citat fra Beskytteren, side 75).
Sigurd er vokset op i skoven med sin mor, far og søster. Efter forældrenes død har farmoren, Aud, taget sig af dem. Men efter Svanhilds forsvinden må Sigurd og Aud rejse til Jærvsborg, hvor høvdingen bor, for at bede om hjælp til at finde hende. Faktisk er høvdingen Auds mand, og derfor ser de ikke noget problem i at finde hjælp. Indtil de får at vide, at høvdingen ligger for døden. Og ingen tror på Sigurds historie. Snart er også Aud meget syg og Sigurd må kæmpe for den hjælp, han har brug for. For han har kun ét i hovedet - at redde Svanhild.

Samtidig er der røre hos klokkemagerne. Et folk der lever i skoven og kender alt til planer, træer, jord og dyr. De jager med pusterør og bor i træerne - og er beskyttet af en klokke, der gør at det sagnomspundne Skyggefolk ikke kan finde dem. På det sidste er det ikke lykkedes at støbe nogle nye klokker, og det varslet dårligt. Derfor sendes Myrhat ud på en mission, som viser sig at være en anden, end hun først fik at vide - en mission der kommer til at handle om liv eller død.

Undervejs i fortællingen mødes Myrhat og Sigurd. Deres veje krydses, da de begge må bede om hjælp på Jærvsborg. De finder ud af, at de må hjælpe hinanden for at nå deres mål. Men kan de stole på hinanden? Kan de stole på de mænd, der er sendt med dem, på deres mission? Og ved de overhovedet, hvad der venter dem?
"Myrhat sukker opgivende. "Hør her. Klokkemagerene har været på flugt fra Skyggerne i mere end tusind år. Engang slavede vi i deres miner og støbte deres klokker. Da vi gjorde oprør og flygtede ud i Skoven, blev vi jaget vildt. Sådan har vi levet i tusind år, i skjul, altid bange for at blive fundet. Hvis det ikke var for skyggerne, havde vi overhovedet ikke brug for Beskytteren." (Citat, Elaras trøst side 123).
De tre tyste er en god fantasyfortælling. Man møder alt fra små klokkemagere, en stum pige, en magtliderlig høvding - til følelseskolde Skygger. Der er mange kampe, der skal kæmpes og mange ting, der skal gå op undervejs. Fortællingen er fyldt med etiske og moralske overvejelser, smukke naturbeskrivelser, plot-twists og spænding.

I Beskytteren rejser Myrhat ud med en gammel, næsten blind klokkemager, Svartole. Han kan kun se ganske lidt, nærmest kun omrids og lys - men alligevel formår han at føre dem gennem en klippegrotte, hvor der er forskellige veje at vælge. Og han formår at slå Myrhat ud og binde hende fast til et træ. For mig giver det ikke mening, at han kan se så lidt, men stadig kan de ting. Det var noget, jeg flere gange tænkte over flere gange og det forstyrrede min læsning.

Sproget i bøgerne er flot og beskrivende. De er velskrevne og sproget flyder. Men der bruges også nogle ord, som jeg synes er for svære. Jeg har ikke kunne finde en præcis (alders)-målgruppe, men der bruges ord selv jeg måtte slå op. Det synes jeg er unødvendigt. Der er mange grunde til at bruge sprog, som børn og ung e(og voksne) kan lære af og som udvikler deres eget sprog, men jeg synes ikke, der skal være ord man slet ikke forstår.

De tre Tyste er alt i alt en god, velskrevet og spændende fantasy-fortælling. Jeg glæder mig i hvert fald til den at læse den sidste bog i serien, så jeg kan få svar på alle de spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter at have læst de to første.

Beskytteren får 4/5 stjerner: ****.
Elaras Trøst får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Det tog mig uforholdvist lang tid at skrive denne anmeldelse. Jeg er nødt til at uppe mit game altså!

tirsdag den 19. december 2017

Fødselsdagsbogklubber




Kære dig der læser med,


Bloggen har stået stille grundet flyttekaos. Der ligger 2-3 anmeldelser og venter på at blive skrevet, og jeg håber, snart at komme i gang. Men jeg pendler også fra Kbh-Slagelse og skal tidligt op og kommer sent hjemt. Så bær lige over med mig.


MEN MEN MEN!


Efter en kort afstemning på Instagram ser det ud til, der er en okay tilslutning til at lave noget fødselsdagsbogklubber.


Det kommer til at foregå således


- Hver fødselsdagsgruppe består af 3 personer.
- Når en fra gruppen har fødsesldag, modtager denne en bogrelateret gave fra de to andre.
- Gaven skal som minimum indeholde én bog.
- Fødselaren kan give konkrete ønsker, men det er op til gavegiveren hvad der skal gives.
- Gruppen kan individuelt aftale et maximumbekøb på gaver inklusiv forsendelse.
- Gruppen kan individuelt aftale, om gaven skal kunne byttes.


Jeg sammensætter grupperne således, at gruppemedlemmerne ikke har fødselsdag oven i hinanden.


Tilmelding

Send en mail til: julie.morup@gmail.com med følgende info:


- Fødselsdato
- Mailadresse du ønsker bliver brugt i denne forbindelse


Mailen skal være modtaget SENEST 29/12-17 og grupperne vil blive meldt ud inden 1/1-17 så vi kan komme i gang allerede i januar.


Jeg håber, en masse af jer vil være med!

lørdag den 9. december 2017

Forfatterinterview #4 - Jeanett Veronica Hindberg



Hvis nogle af jer har læst med længe, kan I måske huske, jeg har fortalt lidt om min baggrund. Deriblandt at jeg kæmpede rigtig meget med angst. Psykiatrifonden skriver at helt op mod 13%-29% vil få en angstdiagnose i løbet af deres liv. Altså helt op mod en fjerdel af befolkningen. Der har faktisk været en del fokus på angst, og psykisk sårbarhed i det hele taget, men jeg synes stadig, der er noget tabu over at sige, man har angst. Ofte fordi folk ikke kan forstå det. De vil gerne, men det er svært. For hvordan forklarer man, at man er bange for "ikke noget bestemt"? Man kan have fobier eller angst overfor specifikke ting (edderkopper, åbne pladser, at kaste op fx), men for mig har det aldrig været sådan. Jeg var bange - men jeg kunne ikke forklarer det på andre måder, end at jeg var bange for "at gå i stykker" eller "at min krop flyder ud". Faktisk følte jeg, jeg gik i ét med omgivelserne. Kunne ikke mærke forskel på hvor jeg sluttede og hvor stolen/sengen/whatever begyndte. Og det er eddermanme svært at forklare - og for andre at forstå.

Nå, det her skal faktisk slet ikke blive en lang fortælling og min angst. Som overskriften siger, er det faktisk et interview. Jeg har sendt nogle spørgsmål omkring netop angst til Jeanett Hindberg der efterhånden har 6 bøger bag sig. En del af dem er en stribe (næsten) selvbiografiske dagbøger. Og her skriver hun blandt andet om sin angst. Angste Agnes fylder en del i forfatterens liv - og nu vil jeg faktisk lade hende komme til orde.

***

Vil du fortælle lidt om dig selv og dit forfatterskab?
Ja da, hvor meget tid har du? Nåhmen altså, jeg er en snart 45-årig, fucked up type fra Farum. Jeg bor i en svampebefængt lortebolig (dog med funktionelt højglanskøkken) sammen med min nu voksne (piv) søn på 21, og to katte, hvoraf den ene ligner en lodden øltønde på ben. Utroligt sød! Men værre at ha' med at gøre end en jaloux kæreste.

Jeg har altid haft forfatterdrømme, men som barn af en alkoholikermor, har mit liv været fuld af ujævne, kringlede lorteveje, der har gjort, at hele min tilværelse har været mere eller mindre dysfunktionel, så den slags store drømme, havde jeg aldrig troet kunne ske for mig....Indtil en trist aften i juni 2011, hvor jeg og min altid sære fantasi opfandt bloggen  med den fiktive figur "Bitterfissen Bethany". Det er en hel historie for sig selv, som vi ikke skal tale om her, men hun førte til, at jeg blev kontaktet af et forlag, og sådan udgav jeg simpelthen min første bog under pseudonymet Bethany Hansen. Og så fik jeg ellers blod på tanden, for interessen var massiv, og folk grinede af mig og min pen. Vildt! Jeg begyndte at skrive på min første dagbog, bare for at se, om jeg overhovedet kunne skrive mere, og da jeg blev kontaktet af mit nuværende forlag Turbine, sendte jeg mit ufærdige manus "PS. Trænger til flødeskum (og diller)" til dem. De var meget begejstrede, og ja, så har det sådan set bare kørt som Hans I Grethe lige siden. Med min seneste bog "PS. Kald mig bare Bitterfisse  - En 40+ tørkages dagbog" er jeg nu oppe på min sjette bogudgivelse. Jeg fatter stadig ikke, at det rent faktisk er lykkes mig at blive en nogenlunde succesfuld forfatter. Ikke fordi jeg tvivler på egne evner, men fordi jeg har grundig hæklefejl i kysen. Og helt ærligt, seks bøger på fem år. Baghjul til alt det ringe selvværd, jeg nogensinde har haft!

Du skriver ofte om Angste Agnes, der er en del af dit liv. Hvornår kom hun til?
Angste Agnes indfandt sig på matriklen, da jeg var 27 år gammel. Alenemor til en fire-årig søn, to jobs, og den konstante opgave at være mor for min egen mor gjorde, at jeg pludselig kollapsede. Jeg blev først fysisk syg, og troede, jeg var ved at dø af kræft eller lignende (det tror Agnes stadig, at vi er. Cirka hveranden uge) og dernæst kunne jeg slet ikke være ude i offentligheden. Jeg gik ned med depression, jeg fik generaliseret angst og social fobi...og som en psykiater også sagde til mig engang: Kronisk lavt stemningsleje. Ja, man kan vel derfor vove den påstand, at jeg faktisk er diagnosticeret til at være Bitterfisse. Jeg kunne helt ærligt ikke andet end at passe min søn. Brugte AL energi på det, for han skulle jo ikke mærkes med det. Men jeg måtte være på kontanthjælp i årevis, og havde svært ved at se, hvordan det skulle blive bedre. Siden har jeg heldigvis fået det meget bedre på visse punkter, men Angste Agnes og socialfobien hænger ved.

Kan du bruge Angste Agnes i dit forfatterskab, eller er hun mere en forhindring?
Både og. Jeg er sikker på, at jeg er mere interessant i mit forfatterskab, jo mere fucked up mit hoved er, netop fordi jeg gør mig meget i personlige tanker, når jeg skriver, men hun er jo en hindring på den måde, at der er ting, jeg må sige nej til, fordi jeg har lært af bitter erfaring, hvor mine grænser går...og selvom de skal udfordres, og ofte bliver det, så skal jeg passe på ikke at køre hende for langt ud, for så risikerer jeg at ende i vater i månedsvis. Det er træls, for halvdelen af et forfatterskab er jo at promovere sig selv, og så er det ikke skide smart at takke nej til tv- og radiointerviews. Men det har jeg desværre måtte gøre en del gange. Angste Agnes var dog enig i, at Morten Resen er værd at fucke up over, brække sig for åben skærm, eller hvad der nu end sagtens kan ske! så vi har været i Go' Morgen Danmark nogle gange...

Og så tænker jeg også med bæmund, at jeg aldrig kan komme op på siden af Jussi fx, for jeg kan jo ikke bare ture rundt som en eller anden funktionel voksen...Eller flytte til New york som Sara Blædel, fordi nogen over there lige har købt hele hendes fucking bagkatalog af bøger. Nåh, men jeg skriver jo heller ikke krimier, så det bliver nok ikke et problem, tænker jeg. Gider helle ikke vinde nogen priser nogensinde, medmindre Agnes og mig kan tage imod dem fra det nærmeste lokum. Mens vi er totalt stive på whisky og betablokkere....Nej, det må man ikke blande, det ved jeg sgu da godt.

Du signerede din nyeste roman på Bogforum 2017 - hvad sagde Agnes til dét?
Vi har signeret bøger på Bogforum tre år i træk nu, og Agnes må bare finde sig i det, selvom hun konstant trækker enten mod Champagnebaren eller lokummet. Jeg nyder at møde mine meget trofaste læsere, og sommetider har de gaver med. I år fik jeg to ruller risalamande! men ja, det er hårdt, når Agnes råber og skriger i mit hoved. Jeg kommer til at virke stupid og distræt, fordi jeg glemmer, hvad jeg selv hedder, når jeg har angst. Overvejer, om jeg skal opstøve nogle kilo rygeheroin til hende til fremtidige signeringer og lignende.

Føler du, du har nogle fordele af Agnes? Giver hun dig noget, du kan bruge, eller er hun blot en dårlig følgesvend i livet?
Altså, det kan godt være, at det bare er mig, men jeg tror på, at man er bedre til at skrive, når man ikke bare er helt normal i knolden. Jeg ser tit anderledes på tingene, og fordi jeg også indeholder en pæn portion selvironi, så kommer der virkelig sjove beskrivelser ud af, hvordan det er at leve med angst. Jeg tror måske også, men det er kun et rygte, at jeg er mere empatisk og nede på jorden, fordi jeg har de lidelser at slås med. Jeg ville formentlig være en total Diva-Dorit uden Agnes. Nogle vil sige, at det er jeg allerede, men man skal jo ikke tro på alt, man hører. Fx trænger jeg sjældent til diller, selvom jeg engang sagde det til hele verden. Er faktisk frigid, og hele vaginasituationen er et goldt landskab.  Nej, men helt ærligt, det er sgu et svært spørgsmål. Jeg hader min angst, når den forhindrer mig i at leve livet, som jeg har lyst til. Når jeg sidder og ryster i et tog, ikke tør tage ud og handle, gå i bio osv. Jeg hader det virkelig, men på den anden side, så er det jo også noget af mig, og jeg synes, vi har fået det bedste ud af det, med tiden. Ligesom mig og mine mavedeller. Giver det overhovedet mening? Nok ikke...

Har du nogle gode råd, hvis der sidder andre derude med deres egen Agnes i livet?
Nu er jeg ikke typen, der giver gode råd, for jeg er langt fra at være en damebladscupcake, der forklarer andre, hvordan de bedst håndterer en given situation. Spørger nogen mig til råds, står jeg bare med et tomt udtryk i fjæset, og ved ikke, hvad jeg skal sige. Men hvad jeg har lært med tiden, er, at man ikke er en failure, hvis man ikke kan slippe af med sin angst. Nogle siger, at alle kan slippe af med den, men det kan man ikke. Det kommer an på, hvad den udspringer af, siger jeg uden forhåbentlig at lyde som Psykiater-Poul. Så jeg ser sådan på det, at det har været vigtigere for mig at lære at leve med Agnes, og håndtere hende så godt som muligt. Slutte fred med hende, simpelthen. Som enhver anden skavank, man kan være nødsaget til at leve med. Og her mener jeg ikke Dan Rachlin, for ham kan man trods alt blokere på Facebook. At han så nåede at blokere mig først, er en anden sag.

Helt konkret har jeg faktisk et godt råd, hvis jeres Agnes fx hader offentligheden. Når det er værst for mig at sidde i et tog eller gå rundt mellem mennesker, så glor jeg i min telefon, og det er jo heldigvis blevet nemmere, siden smartphonen er kommet til. Fuck, hvor kan jeg scrolle den skide telefon hudløs mellem Farum og Nørrebro. (Og ja, der er man i fare for at blive skudt hele tiden. Pis, når ens frisør ligger der!) Før i tiden, lod jeg som om, jeg ringede til folk. Så gik jeg dér og førte fiktive samtaler med min far fx. Så var det ikke så slemt.

En anden ting er at sige til sig selv: Hvad er det værste, der kan ske i en given frygtet situation? Jeg er snart 45, og jeg er blevet sådan lidt...Jamen så må folk glo, hvis jeg kommer til at opføre mig underligt. De er ude af mit liv igen om fem minutter, så fuck det. Tit er angsten for angsten det værste. Det skal man huske på.

Og så gentager jeg lige: Det er vigtigt nok at udfordre Agnes, men der er altså en grænse, i hvert fald for mig. Hvis noget føles alt for frygteligt og uoverskueligt, hvis det ender med at sende dig i et hul i dagevis, så er det ikke det værd. Så må man bare prøve igen en anden dag, hvis det kan lade sig gøre. Jeg har haft en tendens til at gå alt for langt for ikke at gøre folk kede af det (bryllupper, fødselsdage osv), men det vil jeg ikke mere. Sommetider må man lære at sætte sig selv først...Men det er vist oplæg til en hel anden snak. Nu forstår du måske, hvorfor jeg har skrevet seks bøger på kort tid.

Og sidst - kan vi forvente flere udgivelser fra dig i fremtiden?
Masturberer den katolske præst til synet af kordrenge i urene underbukser? Naturligvis! At skrive bøger er nærmest det eneste, jeg duer til i tilværelsen...Ej, jeg er altså også en god mor, søster og familiemedlem generelt, men det passer perfekt til mig at sidde som en nusset eremit og skrive alt mit lort ned. Skriver jeg ikke, kortslutter min hjerne simpelthen. Og jeg har pt. fire bøger på tegnebrættet, blandt andet "Jeg har ikke set min vagina siden 1996", som skal udkomme næste år, medmindre jeg bliver beamet op af en tsunami, og det gør jeg næppe, da de er et sjældent syn i Farum. Jeg burde ikke tale om den allerede, men jeg er så forelsket i den allerede. *Klapper i mine små, fede hænder*

***

Hvis I har fået lyst til at læse mere om og af Jeanett Hindberg kan hendes bøger blandt andet købes HER. Desuden har hun en facebookside her, og kan findes på Instagram under navnet jeanettveronica. Jeg anbefaler klart I følger hende. Der er både glæde, sorg, angst, sarkasme og virkelig gode grin at hente.